Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sådan bor vi

Løvetand åbnede i 2015 og er beliggende på to adresser: Seestvej 10 og afdeling Mælkebøtten på W. Kiørboes vej 3. 

Både Løvetand og Mælkebøtten er det vi kalder tvillinginstitutioner. Det vil sige, at der i begge huse er et alment børnehavetilbud efter dagtilbudsloven og et specialbørnehavetilbud efter servicelovens §32. Desuden rummer Løvetand et gæstehus Solsikken til dagplejebørn, med plads til ti børn.

Løvetand er dobbelt så stor som Mælkebøtten. I Løvetand er der plads til cirka 80 børn i almen børnehaven og 24 børn i specialbørnehaven. I Mælkebøtten er der plads til 40 børn i almen børnehaven og 12 i specialbørnehaven.

Der er cirka 20 børn på stuerne i almen børnehaven og 6 børn i specialbørnehaven.

Begge huse er dejligt lyse og indbydende. Løvetand er forholdsvis ny (2015) og naturligt indbydende, når alt er nyere.

Mælkebøtten er fra 1993 og har fået sin sjæl. Mælkebøtten har en skøn stor og parkagtig legeplads og er også på grund af sin størrelse en rigtig oase i dagtilbuds udbuddet.

Både Løvetand og Mælkebøtten har gymnastiksal og sanserum. Rammerne for et godt børnehavetilbud er til stede i begge huse. Rammerne for pædagogikken er de samme – vi tilstræber en rød tråd i den samlede indsats. Vigtigst af alt er, at børnehaven først og fremmest er til for børnene. Vi giver et pædagogisk tilbud, der følger det enkelte barn på vej i læring, udvikling og dannelse. Og så glemmer vi selvfølgelig ikke, at barndommen er til leg, oplevelser og kammeratskaber.

Løvetand:

Løvetand er bygget i 2015.

Løvetand er bygget på en sådan måde, at tanken om at bevare den lille institution i den store, har været fremherskende fra starten.

Løvetand er delt op i et Øst og et Vest blad.

I hvert blad er der to almene børnehavegrupper med plads til cirka 20 børn på hver stue, samt to specialstuer med plads til 6 børn på hver stue.

Hvert blad har et fælles multirum og et køkken/alrum. Der er separate garderober og badeværelser for almen og special tilbuddet.

 

Mælkebøtten:

Mælkebøtten er bygget i 1993.

I Mælkebøtten er der to almene stuer med plads til cirka 20 børn på hver stue og to specialstuer med plads til 6 børn på hver stue.

Der er separate garderober og badeværelser for almen og special tilbuddet. Der er fælles køkken.

 

Både Løvetand og Mælkebøtten har gode og smukke rammer. I begge huse er der en gymnastiksal og begge steder har spændende og udfordrende legepladser, som er fælles for hele børnehaven på adressen.